RÅDHUSHAVEN ER ÅBEN!

Rådhushaven er åben igen! Randers Cityforening og Randers Event står endnu engang bag den populære Rådhushave – en grøn og levende oase midt i byen, hvor blomster, duftende krydderurter, musik og fællesskab går op i en højere enhed.

Med sin centrale placering foran det historiske rådhus bliver haven et naturligt samlingspunkt for både randrusianere og besøgende. Her kan man nyde en is i solen, dyste i havespil eller læne sig tilbage og lytte til lokale musikere, der skaber stemning på udvalgte fredage og lørdage.


”Vi er utrolig glade for at Rådhushaven er åben igen. Rådhushaven er med til at sætte farve og liv på bymidten og skabe en stemning, som kun sommeren i Randers kan. Det er et sted, hvor folk kan mødes på tværs af alder og interesser, og bare nyde byen, siger eventchef Mette Bertelsen fra Randers Event.


Rådhushaven holder åbent hele sommeren og byder løbende på små musikalske oplevelser og fællesskab under åben himmel. Hold øje med hjemmesiderne detsker.dk og randerscity.dk for aktuelle arrangementer og musikprogram.