Den magiske lydvandring ’Hemmeligheden om Randers’ er et usynligt teaterstykke, hvor publikums fantasi sætter scenen og omgivelserne for scenografien. Undervejs bliver publikum guidet rundt i byen i selskab af Bodil Jørgensen, der spiller hovedrollen. Publikum møder gennem vandringen tre af datidens betydningsfulde forfattere.
Pontoppidan, Blicher og Michaëlis
I ’Hemmeligheden om Randers’ følger man magikeren Isra, som er kommet til byen. På turen rundt i byen dukker de tre store forfattere; Henrik Pontoppidan, Karin Michaëlis og Steen Stensen Blicher op som en del af teaterstykket. De er alle en del af den randrusianske kulturhistorie.
Det er gratis at opleve ’Hemmeligheden om Randers’. Selve stykket kan opleves via app’en ’Useeum’ på smartphone og et sæt høretelefoner. Turen er på 4,2 km og begynder ved Sct. Mortens Kirke – byens gamle klosterkirke – og slutter ved Ingvar Cronhammers store skulptur ’RED FALL’ på Østervold.
Man bestemmer helt selv, hvornår man går turen og hvor mange, man går den med. Bodil Jørgensen guider dig på turen så det er nemt at finde vej.
’Hemmeligheden om Randers’ er skabt i samarbejde mellem Randers Bibliotek, Randers Teater og Randers Kommune. Det er støttet af Nordea-fonden, Stibo Fonden, Spar Nord Fonden, Randers Kommune og Randers Teater.
Se mere her: hemmelighedenomranders.dk